911 – En Dag Ikke Som De Andre

11-September-2001

Har i hørt det? ”Kongen” kommer hastigt ind af døren, hvad det er der er sket, vil han ikke sige- det er sådan han er- men han haster hen til et TV apparat i den anden ende af kontoret, som jeg først nu opdager at en flok er samlet omkring. Det fremgår at der er en brand i New York, folk siger at World Trade Center tårnene er, eller er ved at styrte sammen. Jeg er totalt lamslået, kan ikke orke at se mere, og går tilbage til mit skrivebord, det er åbenbart tydeligt at jeg er rystet, jeg siger ”Oh my God, Oh my God, Oh my God!” Maria spørger ”What happened? What happened?” Jeg kan først ikke svare, fatter mig endelig og siger ”They have bombed World Trade Center, and it has collapsed”. På dette tidspunkt vidste jeg ikke hvad der var sket, jeg gik udfra at der var tale om et bombe attentat som det i 1993, og at det i modsætning til den gang var lykkedes at få tårnene til at styrte sammen. At det der var sket var at nogle fly havde ramt bygningerne fandt jeg så ud af ved at se billederne af bygningerne med de gabende huller på Internettet.

Det var jo en arbejdsdag som alle andre, men jeg var så rystet over det der var sket at jeg overhovedet ikke kunne koncentrere mig om det der skulle ske, at der så var en af mine franske kolleger der kom med følgende udtalelse ”That’s what you get for wanting to play leader of the world”, gjorde mig ikke i bedre humør. Resten af dagen hørte man masser af rygter, bl.a. om at der stadig var 100-vis af fly i luften der kunne være kaprede.

På vej hjem prøvede jeg at lægge mærke til folks ansigts udtryk, der var nu ikke den store forandring at se, men mange snakkede om at det da måtte være starten på 3’die verdenskrig – det mener jeg ikke at jeg selv tænkte på.

Jeg vidste stadig ikke præcist hvad der var sket, men så snart jeg kom hjem tændte jeg for CNN og billedet af et fly der lægger an til en landing på 60-tyvende etage var så surrealistisk et syn at jeg tror jeg måtte skrabe min kæbe op fra gulvet, det var jo så klart at der var tale om et terror-angreb, hvad med alle de mennesker, tårnene er lodrette byer med op til 50.000 mennesker, hvor mange af dem kom ud, tårnene var jo fuldstændig kollapset, jeg frygtede at 100.000 mennesker måske havde mistet livet.

De næste billeder var så dem jeg helst ikke ville have set, det virkede som den type lussing man giver et menneske der er i chok, blandt alt det der faldt ned fra tårnene var også mennesker der sprang ud i desperation, det var så hjerteskærende at jeg straks brød i gråd. TV’et kørte hele natten, men der var jo ingen der vidste noget om noget, det var alt sammen gætværk, CNN viste billederne igen og igen, utroligt nok havde de også billeder fra da det første fly ramte. Jeg smågræder både inden i og uden på. Jeg ringer 7 tal i Nancys telefonnummer, men tager mig selv i det, hun skal være alene med sin sorg. Lou Dobbs står på CNN med den brændende by som baggrund, og lovpriser den vestlige demokratiske kapitalisme, ”den stærkeste samfundsform i verdenshistorien”: siger han, og at den er stærk nok til at overleve dette, ellers har vi for alvor tabt – det var faktisk det eneste optimistiske indslag der var i de dage, ingen snak om ny verdenskrig men nu skal vi videre. På mange måder var han den eneste der udstrålede den nødvendige optimisme, og han foregreb vel egentlig hvad der er sket. Lidt senere viser CNN live billederne fra den samme kameravinkel da WTC 7 kollapser som et korthus. Lou Dobbs har vel selv været medvirkende til valget af målet, gennem mange år startede hans program med ordene ”From the financial captial of the World – New York City”.

12-September-2001

Jeg skal på kunde besøg, kunden er en stor international virksomhed. Mens jeg er der remote kontrollerer vi en server der står i Chrysler bygningen der er ikke så langt fra WTC – serveren kører stadig – verden er ikke gået under!

Tilbage til kontoret, det er ikke rart at være der specielt pga. mine mange franske kolleger der ikke har det store til overs for USA, som om det havde noget som helst med det at gøre! Heldigvis kan jeg hurtigt tage tilbage til min kunde. Et par timer senere kører jeg med min kunde tilbage til byen. Omkring Bispeengbuen ringer telefonen, det er ”Sporado”, Betina er netop kommet hjem fra hospitalet med deres nyfødte dreng, jeg bliver inviteret derud. Egentlig skulle jeg tilbage til kontoret, men jeg ændrer straks mening og beder om at blive sat af på Rådhuspladsen. Køber Berlingske Tidende på forsiden ser man den brændende by, tårnene er væk og der står i store typer 11. September 2001, det var sandsynligvis den mest sobre forside, ingen brændende tårne eller desperate indespærede mennesker som på forsiden af Ekstra Bladet.

Det var vidunderligt at besøge Sporado, Betina og den lille nyfødte, det var de første mennesker jeg kunne diskutere det der var sket med, og at se den lille kunne jo ikke give andet end håb for fremtiden, det var lige det jeg havde behov for, at komme på afstand af CNN og folks ligegyldighed.

Hele dagen, har jeg kigget op hver gang et fly passerede, jeg var næppe den eneste der gjorde det.

13-September-2001

Mine tanker er nu meget klarere, hvad er det der er sket? Det er klart at det er en skelsættende begivenhed, men hvorfor har jeg så stærke følelser når de fleste andre ikke har det. Det der er sket er et angreb på civilisationen, USA er verdens ubestridte leder på godt og ondt, jeg er ikke en bimbo cheerleader, men under Clinton, der var en fremragende præsident efter min mening, blev der flyttet store summer fra militære projekter til civile projekter – specielt rumforskning der altid har haft min store interesse – denne strøm vil nu vende definitivt, til det militær industrielle kompleks store glæde. Det skal dog siges at Bush allerede havde indledt denne ændring, kig blot på hans første budget udkast, angrebet var bare en yderligere lejlighed til at fremsige et ærke amerikansk mantra, ”We can’t let our guards down”. For mange amerikanere var den offentlighed der var omkring mange projekter et eksempel på slaphed som førte til katastrofen.

Hvilke ændringer er der så sket? Jeg har ikke været i USA siden 1993, så jeg kan kun udtale mig om det jeg kan se fra Danmark. Først og fremmest er det i dag en anderledes tom fornemmelse, at surfe på de officielle amerikanske myndigheders web-steder, end det var for 1 år siden, jeg kender her mest til NASA. Hos NASA var der tidligere var masser af information om nuværende og fremtidige projekter – herunder deres visioner – i dag er der stort set kun overskrifter. En anden stor ændring, er at mange af de civile programmer der var fuld offentlighed om, er blevet lukket. Mange af projekterne kører sandsynligvis stadig, specielt dem med klare militære anvendelser, men nu som en del af det såkaldte ”sorte” budget. Det er et faktum at der er 30 mia. $ der ikke kan gøres rede for i DoDs budget, den slags ender som regel med ufattelige budget overskridelser. Det er også meget skidt for demokratiet. Kontrollen og overvågningen er naturligvis steget voldsomt, sikkerhed kommer ikke gratis, men på mange måder ser jeg det måske ikke som det helt store problem. Som danskere lever vi i et så gennem kontrolleret system at en amerikaner ikke kan fatte det, vi har stiltiende accepteret at leve under verdens mest kontrollerede big brother lignende system – ok jeg mener måske at det fungerer – og at det er foretrække frem for lukkede overvågningssystemer i stil med det påståede Echelon, men vi skal ikke pege fingre. Amerikanere ved meget meget mere om personlig frihed end noget andet folkefærd i historien.

Jeg ringer endelig til Nancy, hun vil ikke tale med nogen, jeg overbringer mine kondolencer til Claus, jeg tror ikke hun var klar over at jeg følte sådan. Bagefter ringer jeg til John og Sue, der er telefon svarer på, men jeg siger noget med at jeg er ”totally devastated by what has happened, and God bless America”.

DR bruger billederne af de brændende tårne som baggrunds billede for deres rapportager, jeg syntes det er usmageligt.

14-September-2001

Den officielle sørgedag. På vej til arbejde smågræder jeg hele tiden. På intranettet står der at man vil observere 1 minuts stilhed, men at det naturligvis er folks eget valg. Jeg skal ikke observere noget som helst sammen med de mennesker der er på arbejdet, jeg har behov for at være tættere på mennesker jeg tror føler som jeg selv gør. Jeg tager hen til den amerikanske ambassade. Egentlig havde jeg tænkt mig at tage nogle blomster med, men jeg føler at det er forkert. Jo, blomsterhandlerne omkring Dag Hammerschölds Allé havde kronede dage. De to minutters stilhed blev observeret og respekteret af alle. Ambassødøren nævnte at der var en officiel kondolence bog i Marmor kirken, jeg besluttede at tage derhen, det er Københavns smukkeste kirke, speciel indvendig. Da jeg var på vej derhen begyndte tårene for alvor at presse på, jeg måtte sætte mig på bænk i Østre Anlæg og nu fik de frit løb. Hvor længe jeg sad der ved jeg ikke, tiden var gået i stå, men det var mindst 30 minutter. Herefter begav jeg mig mod Marmorkirken, jeg skrev i bogen omtrent det samme jeg indtalte på John og Sues telefonsvarer. Foran altereret knælede og gjorde korsets tegn, og satte mig ned på en bænk midt i kirken, her rullede tårene igen frit, jeg savnede trøst, men var helt utrøstelig, jeg fandt dog ud af at det at kigge på den religiøse udsmykning i kirken trøstede mig, og efter over en time kunne forlod jeg kirken – men det var en sorg jeg følte mig helt ensom med.

15-September-2001

Nancy ringer, hun vil ind til den amerikanske ambassade, og spørger om jeg vil med, hun havde også været alene med sin sorg, og kunne vel fornemme hvordan jeg følte det.

Nancy ville heller ikke købe blomster. Hun havde derimod medbragt noget gult gavebånd, som hun bandt rundt om træer og gelændere foran ambassaden, i respekt for den gamle tradition. Det var det rigtige at gøre. Nancy var meget ked af det, men også meget hadefuld. På gaden spyttede hun efter nogle unge indvandrere, dog uden de så det, jeg forstår følelsen, men kan aldrig respektere den. Hun er selv en gæst der har haft det meget lettere fordi hun er amerikaner og hvid. Vi tilbringer det meste af dagen sammen, spiser på Burger King, på væggen hang der en fotostat af New Yorks skyline, som den så ud engang WTC dominerende/imponerende – en ”sjov fætter” har skåret tårnene ud af billedet.

16-September-2001

Jeg besøger mine gode venner Tania og Staalhaar. De har været bekymrede. Jeg talte vist nok med Staalhaar torsdag, hvor han sagde at det var da heldigt det skete så langt væk, hvortil jeg vist nok svarede at det syntes jeg ikke det var, og at jeg var blevet utrolig ked af det. Jeg har det nok lidt bedre nu, græder ikke længere.

GZ+1Y: Et år senere

Træt af talende hoveder og selvbestaltede eksperter der kommenterer hvad der skete, tager ind til Rådhuspladsen kl 12:00, der skal observeres endnu to minutters stilhed. Det føles underligt tomt og indholdsløst. En mand råber ”Hvad med Palæstinenserne og Afghanerne”, han skulle måske prøve at spørge dem. Usmagelig klumme i MetroXpress gør mig rasende, skribenten trænger til en historie lektion.

For at gøre lidt staus. Egentlig kom det vel ikke som en overraskelse at noget sådant kunne ske, men da det så endelig skete var det helt ufatteligt, måske havde jeg frygtet noget meget værre, og vi skal måske være glade for at Al-Queda ikke ventede indtil de havde mere styrke, der er nu en chance for at gøre noget før de får det.

Prisen for vores sikkerhed det sidste år har været høj, vores pensionsopsparinger er blevet udhulet, den personlige frihed er blevet indskrænket, frygtelige våben, der viser hele den 3die bølges kreative evner når det kommer til destruktion, er blevet brugt og der har været masser af co-lateral damage.

Jeg kan ikke erindre om jeg havde hørt om Al-Queda eller bin Laden før 11. September 2001, men jeg husker at der i mange måneder før angrebet var en alvorlig debat om Taliban og deres overgreb, specielt mod kvinder. F.eks. cirkulerede der på Internettet et kædebrev fra Mary Robinson, der beskrev noget af det der foregik, og der blev, vist nok i september, vist en dokumentar om Afghanistan på dansk TV. I dokumentaren blev det bla. vist hvordan Taliban foretog offentlige henrettelser af kvinder. Hvem ved – hvis man er til konspirationer, så var det måske propaganda. Det gjorde det i hvert fald nemt at mobilisere en krig mod Taliban – at vores allierede fra nord alliancen sandsynligvis er nogle lige så store slyngler, må vi så leve med, den nye præsident Hamid Karzai virker som en troværdig herre som nyder respekt, også blandt sine landsmænd, og er dermed ikke bare en lakaj for vesten.

Verden overlevede men gjorde civilisationen? Juryen voterer stadig.

Kim Bach
København 15-September-2002

GZ – live: Efterskrift – 911 dæmoner på flugt

WTC Ground Zero 9 April 2004April 2004 – så fik jeg set GZ med egne øjne og, finder jeg ud af, i god tid, før det bliver til en stor byggeplads igen. Min bemærkning, da jeg, som næsten eneste levende væsen, sikkert overvåget af 100-vis af kameraer, den 9-Apr-2004 – hallo(!) årsdagen for befrielsen af Irak – kl. ca. 01:00 lokal tid stod foran WTC sitet: “Det er så WTC sitet – et stort hul i jorden som man kan se”.
Da indtrykkene fra det utrolige nedre Manhattan havde lagt sig, fik jeg følgende indskud:
1. Utroligt at der ikke skete mere. Wall Street er meget tæt på, og Wall Street er jo nærmest bare en smøge hvor 2 biler ikke kan passere hinanden. Hvis tårnene var styrtet sammen på en anden måde, havde de jævnet et meget større område med jorden.
2. Ufatteligt at det virkede, ihvertfald på undertegnede, som om det var hele civilisationen der var under angreb. 911 angrebene blev jo blæst helt ud af proportioner – noget jeg først ser klart nu – i 2001 var jeg alt for chokeret over hændelsen til at se klart.

Dæmonerne er jaget på flugt – jeg er kurreret for mit 911 traume! Amerikanerne og New Yorkerne klarer sig fint. Når det er sagt så virker det det desværre som om krigen mod terror, ihverfald for den menige amerikaner/New Yorker, handler om hævn for 911, ikke at skabe en mere sikker verden. Jeg har ikke tidligere været i New York så jeg kan ikke vurdere om der er sket nogle ændringer i folks attitude, men jeg fik da oplevet, på tætteste hold, at forstads New Yorkere virker meget paranoide. Desuden taler de mange plakater, f.eks. i hvervekontorerer, deres tydelige sprog om at man benytter 911 yderst aktivt i hvervekampaganerne. Man kan let få tvivl om motiverne for krigen mod terror, men jeg forstår også bedre at specielt de amerikanske tropper har været så opildnede, at torturen af de tilfangetagne Irakere virker som en uhyggeligt logisk konsekvens af den militære propaganda. Det er helt surrealistisk for en dansker at se hvervekontorene i f.eks. New York, der er strategisk placeret i de fattige områder, men også midt på Times Square
Hverveplakat fra hvervekontor i en fattig del af Brooklyn .Hvervekontor midt på Times Square

Kim Bach
København 09-Juli-2004

One Response to “911 – En Dag Ikke Som De Andre”

  1. Kim Bach . Org » Blog Archive » HELT tæt på Says:

    […] Kim Bach . Org » Blog Archive » 911 – En Dag Ikke Som De Andre […]

Leave a Reply