Urban: Marie Østerbye har svært ved at huske sine kodeord – lad os hjælpe hende!

Marie Østerbye fra Urbans bagside kommer med nogle spændende og relevante betragtninger i hendes klumme Indtast venligst…Øh? fra Urban den 11-Juni-2007.

Uden at vide det (tror jeg) rammer hun faktisk hele den digitale verden hårdt og præcist, og hun giver os da en klar udfordring, der kan opsummeres med dette:

“Hvorfor skal vi have alle de kodeord, et burde da være nok”.

Vigtigheden af at have et sikkert system til vores digitale infrastruktur kan ikke undervurderes, og det er uhyggeligt at folk føler sig så utrygge, og det med god ret, ved at gemme kodeord på deres computere.

Problemet skyldes egentlig web-browseren, der aldrig har været tænkt som en platform til at køre deciderede programmer, og problemet er at stort samtlige hjemmesider har udviklet deres egne systemer til login, uden at tænke over standardisering.

Til jeres og Marie Østerbyes information, kan jeg oplyse om at der foregår en hel del standardiseringsarbejde på dette felt, bla. i offentligt regi, hvor det også hører hjemme, selvom løsninger det offentlige tidligere har promoveret, som f.eks. digital signatur, ikke fået den udbredelse som forventet.

Der forgår bla. et godt arbejde i projekter som OpenID, der er et åbent, decentralt og frit system til bruger-centreret digital identitet, der får stigende støtte i f.eks. open source miljøet, og listen over software der bruger OpenID vokser.

Så der er håb forude, selv om jeg nu ikke tror det kommer fra folk som Janus Friis, William Henry Gates III og Steve Jobs – som Marie Østerbye håber på – men man kan jo håbe at de følger trop, eller tvinges til at gøre det, hvis der kommer nogle åbne standarder.

De nævnte mennesker er ganske vist meget interesseret i at folk kun bruger et enkelt kodeord, men det skal naturligvis være til de tjenester de selv tjener penge på (hhv. Skype og Joost, MSN og iTunes).

Så jeg tror virkelig på at Marie Østerbye meget snart kan nøjes med at huske et kodeord, nemlig det til hendes computer, men lad os tage os sammen og sørge for at det sker.

Der er i øvrigt intet mere kedeligt end at udvikle systemer til bruger identifikation – je’ ve’ det je’ har gjort det – så kære udviklere: spar besværet, sæt jer ind i standarderne og nyd det gode vejr, i stedet for at sidde inde og genopfinde hjulet.

One Response to “Urban: Marie Østerbye har svært ved at huske sine kodeord – lad os hjælpe hende!”

  1. Esben Thomsen Says:

    HA – Janus Friis!! Herligt, herligt 😀

Leave a Reply