Archive for December, 2016

Mit liv som bipolar

Thursday, December 22nd, 2016

Er du bange for mig?I 2015 fandt jeg pludselig mig selv hængende i 3 meters størrelse på en plakat på Rådhuspladsen, hvor jeg holdt et skilt med teksten “Er Du Bange For Mig?”

Det var i forbindelse med en kampagne som Depressionsforeningen kørte for at gøre opmærksom på den psykiske lidelse jeg lever med, bipolar affektiv sindslidelse, af mange nok bedre kendt som manio-depressivitet.

Kampagnen kørte i forbindelse med den årlige bipolardag i 2015, og meningen var at sætte fokus på at undersøgelser viser at mange er bange for mennesker med psykiske lidelser.

Bipolardagen finder sted den 30. marts hvert år, og falder sammen med Vincent van Goghs fødselsdag, fordi mange er af den opfattelse at van Gogh havde bipolar.

Efter bipolardagen i 2015 tænkte jeg nok at jeg var blevet eksponeret rigeligt, så det er glædeligt at andre stiller op, f.eks. i den udsendelse DR viste den 20. december 2016: Når sindet splittes – mit liv som bipolar (linket holder nok op med at virke ret hurtigt).

I udsendelsen følger vi tre personer, Hanne, Helene og Mikkel, der alle lider af bipolar affektiv sindslidelse.

Jeg kan genkende mange ting fra udsendelsen, især mange aspekter af Hannes og især Helenes historier.

I Hannes tilfælde, genkender jeg den hektiske tid før lidelsen brød ud, med alt for meget arbejde og for mange aktiviteter, for mig ledte det i 2005 til et sammenbrud, min første episode og en efterfølgende indlæggelse.

I Helenes tilfælde, genkender jeg kaoset og det uoverskuelige i selv de mindste ting, men selv om det rodede i mit hjem og i mit hovede, kunne jeg passe et arbejde.

I Mikkels tilfælde genkender jeg at jeg i dag lever et ganske normalt liv med et fuldtidsjob, og så fandt jeg også fællesskaber som lektiehjælper, at gå til koncerter, i selvhjælpsgrupper, at gå i kirke samt at holde oplæg om mit liv med min faste “partner”, bipolar affektiv sindslidelse.

Herudover har jeg de sidste 5 år været i behandling i distrikts- og socialpsykiatri, men er nu færdigbehandlet.

Som udsendelsen kommer ind på, er der flere typer af lidelsen, min er den klassiske, type 1. Mine største udfordringer er manier og psykoser. Der er lidt beklageligt at der ikke tales så meget om det aspekt i udsendelsen, men det kan også være meget voldsomt, og det i høj grad i mit tilfælde. Det er nok meget godt at nedtone det aspekt, og det er positivt at DR har stået for fristelsen til at slå ned i det spektakulære.

Manierne kan jeg håndtere i dag, det er værre med de depressive episoder, fordi jeg bliver handlingslammet. Heldigvis er mine depressive perioder sjældent dybe, og de var dybere før jeg kom i behandling.

I programmet tales der også om præparatet Lithium, og at det virker rigtig godt på ca. 10%. Jeg er en af dem det virker på. Lithium er min redningskrans, og jeg har ikke nogle bivirkninger, en man ofte ser er tremor, dvs. voldsom rysten.

Hvis jeg ikke passer min Lithium bliver jeg efter ca. 3 uger, ustabil, manisk og lidende. Ubehandlet vil det helt sikkert udvikle sig til voldsomme psykoser, og det er ikke noget jeg har lyst til at “udforske” igen.

Ellers er jeg en af dem der er kommet sig godt og har lært at leve med lidelsen. En af nøglerne til at leve med lidelsen, har været at bryde isolationen, hvilket desværre er noget af det sværeste at gøre

Mine råd er altid at man får hjælp, indsigt i sin lidelse og hvordan man kan leve med den, og bryder isolationen ved at deltage i fællesskaber.

At bryde isolationen er desværre ofte svært, specielt hvis man lider af depression, jeg har oplevet at “flatline”, altså at hjernen er gået helt i stå, og som Helene, skammede jeg mig over at der var så meget rod, at jeg ikke inviterede gæster.

Man skal også væbne sig med tålmodighed. Efter min værste episode fik jeg kognitive skader, f.eks. blev min hukommelse dårlig og jeg var ikke i stand til at udføre selv simple ting, som at dosere min medicin. Det fik jeg hjælp til af distriktspsykiatrien, og i flere år kom jeg der ugentligt.

Distriktspsykiatrien forsikrede mig om at jeg ville få det bedre, de sagde at der ville gå 1 år. Det tog nok nærmere 1,5 år, men de havde ret, jeg fik det bedre, de ved hvad de taler om at at de giver håb er centralt.

Min historie er blevet til en succeshistorie, og jeg er netop blevet fastansat efter et forløb hvor jeg, på 2,5 år er gået fra kontanthjælp til praktik (15 timer/uge) til løntilskud (24 timer/uge) til 2 midlertidige ansættelser (37 timer/uge) og nu fastansættelse det samme sted.

Jeg kan også invitere gæster nu, fordi mit hjem er blevet beboeligt, det havde jeg ikke magtet uden pårørende og venner.

Det kunne nu sagtens have været anderledes. Den største succes er nok at jeg stadig er her, ikke fordi jeg har haft selvmordstanker, men ganske enkelt fordi jeg i de psykotiske episoder, laver ting der er farlige for mig selv.

DR udsendelsen løfter også en flig af hvor individuelt lidelsen udspiller sig, og at det ikke er alle der kommer sig lige godt, endsige i det hele taget. Så min historie kan godt tjene til inspiration, men man skal ikke glemme, som Maj Vinberg siger i udsendelsen, at ca. 1/3 går det rigtig godt, 1/3 er det op og ned og 1/3 hvor sygdommen kan have et meget ondartet forløb.

Jeg kunne godt have tænkt mig at hørt endnu mere fra Overlæge Maj Vinberg, som jeg kender fra et forskningsprojekt, men alt i alt synes jeg udsendelsen kom godt omkring emnet.

Eksterne henvisninger

Tillykke til os med “FNs Verdenserklæring om Menneskerettighederne”

Saturday, December 10th, 2016

ForenetI dag, den 10. december 2016, er det 68 år siden FNs Verdenserklæring om Menneskerettighederne blev vedtaget af de 56 medlemsnationer, ingen stemte imod, men 8 afholdt sig fra at stemme.

Fra start bliver tonen lagt:

Artikel 1
Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder. De er udstyret med fornuft og samvittighed, og de bør handle mod hverandre i en broderskabets ånd.

Ja! Verdenserklæringen er stadig frisk, visionær, enkel og nødvendig, selv om den er 68 år gammel.

Ellers skal man passe på med at sakse fra en samlet erklæring, men jeg finder f.eks. at Artikel 19 om ytringsfrihed er helt klar, ikke mindst sammenlignet med Den Danske Riges Grundlovs § 77, som jo også er næsten 100 år ældre.

Artikel 19
Enhver har ret til menings- og ytringsfrihed; denne ret omfatter frihed til at hævde sin opfattelse uden indblanding og til at søge, modtage og meddele oplysning og tanker ved et hvilket som helst meddelelsesmiddel og uanset landegrænser.

Bemærk at der tages hensyn til elektroniske medier og at det er universelt.

Der er naturligvis ting man kan kritisere i Erklæringen, specifikt dens kompromisløse kulturelle sensitivitet, som desværre bliver brugt og misbrugt, men menneskeheden er et projekt der konstant skal udvikles, så den kulturelle sensitivitet handler også om tålmodighed og uddannelse, det er b.la. det vi kan tage med fra de visionære mennesker der udfærdigede og vedtog dette dokument, sikkert ud fra overbevisningen “aldrig igen”, lad os holde fast i det princip.

Læs hele erklæringen her

FN’s Verdenserklæring om Menneskerettighederne,” Wikisources brugere, Wikisource, Det frie bibliotek, (hentet 10. december 2016).

Glædelig Fødselsdag til os alle!