Archive for the ‘Manic Panic’ Category

Pantheon

Thursday, September 28th, 2017

The Look of Love

“So you’re from Damascus”?

Mit liv som bipolar

Thursday, December 22nd, 2016

Er du bange for mig?I 2015 fandt jeg pludselig mig selv hængende i 3 meters størrelse på en plakat på Rådhuspladsen, hvor jeg holdt et skilt med teksten “Er Du Bange For Mig?”

Det var i forbindelse med en kampagne som Depressionsforeningen kørte for at gøre opmærksom på den psykiske lidelse jeg lever med, bipolar affektiv sindslidelse, af mange nok bedre kendt som manio-depressivitet.

Kampagnen kørte i forbindelse med den årlige bipolardag i 2015, og meningen var at sætte fokus på at undersøgelser viser at mange er bange for mennesker med psykiske lidelser.

Bipolardagen finder sted den 30. marts hvert år, og falder sammen med Vincent van Goghs fødselsdag, fordi mange er af den opfattelse at van Gogh havde bipolar.

Efter bipolardagen i 2015 tænkte jeg nok at jeg var blevet eksponeret rigeligt, så det er glædeligt at andre stiller op, f.eks. i den udsendelse DR viste den 20. december 2016: Når sindet splittes – mit liv som bipolar (linket holder nok op med at virke ret hurtigt).

I udsendelsen følger vi tre personer, Hanne, Helene og Mikkel, der alle lider af bipolar affektiv sindslidelse.

Jeg kan genkende mange ting fra udsendelsen, især mange aspekter af Hannes og især Helenes historier.

I Hannes tilfælde, genkender jeg den hektiske tid før lidelsen brød ud, med alt for meget arbejde og for mange aktiviteter, for mig ledte det i 2005 til et sammenbrud, min første episode og en efterfølgende indlæggelse.

I Helenes tilfælde, genkender jeg kaoset og det uoverskuelige i selv de mindste ting, men selv om det rodede i mit hjem og i mit hovede, kunne jeg passe et arbejde.

I Mikkels tilfælde genkender jeg at jeg i dag lever et ganske normalt liv med et fuldtidsjob, og så fandt jeg også fællesskaber som lektiehjælper, at gå til koncerter, i selvhjælpsgrupper, at gå i kirke samt at holde oplæg om mit liv med min faste “partner”, bipolar affektiv sindslidelse.

Herudover har jeg de sidste 5 år været i behandling i distrikts- og socialpsykiatri, men er nu færdigbehandlet.

Som udsendelsen kommer ind på, er der flere typer af lidelsen, min er den klassiske, type 1. Mine største udfordringer er manier og psykoser. Der er lidt beklageligt at der ikke tales så meget om det aspekt i udsendelsen, men det kan også være meget voldsomt, og det i høj grad i mit tilfælde. Det er nok meget godt at nedtone det aspekt, og det er positivt at DR har stået for fristelsen til at slå ned i det spektakulære.

Manierne kan jeg håndtere i dag, det er værre med de depressive episoder, fordi jeg bliver handlingslammet. Heldigvis er mine depressive perioder sjældent dybe, og de var dybere før jeg kom i behandling.

I programmet tales der også om præparatet Lithium, og at det virker rigtig godt på ca. 10%. Jeg er en af dem det virker på. Lithium er min redningskrans, og jeg har ikke nogle bivirkninger, en man ofte ser er tremor, dvs. voldsom rysten.

Hvis jeg ikke passer min Lithium bliver jeg efter ca. 3 uger, ustabil, manisk og lidende. Ubehandlet vil det helt sikkert udvikle sig til voldsomme psykoser, og det er ikke noget jeg har lyst til at “udforske” igen.

Ellers er jeg en af dem der er kommet sig godt og har lært at leve med lidelsen. En af nøglerne til at leve med lidelsen, har været at bryde isolationen, hvilket desværre er noget af det sværeste at gøre

Mine råd er altid at man får hjælp, indsigt i sin lidelse og hvordan man kan leve med den, og bryder isolationen ved at deltage i fællesskaber.

At bryde isolationen er desværre ofte svært, specielt hvis man lider af depression, jeg har oplevet at “flatline”, altså at hjernen er gået helt i stå, og som Helene, skammede jeg mig over at der var så meget rod, at jeg ikke inviterede gæster.

Man skal også væbne sig med tålmodighed. Efter min værste episode fik jeg kognitive skader, f.eks. blev min hukommelse dårlig og jeg var ikke i stand til at udføre selv simple ting, som at dosere min medicin. Det fik jeg hjælp til af distriktspsykiatrien, og i flere år kom jeg der ugentligt.

Distriktspsykiatrien forsikrede mig om at jeg ville få det bedre, de sagde at der ville gå 1 år. Det tog nok nærmere 1,5 år, men de havde ret, jeg fik det bedre, de ved hvad de taler om at at de giver håb er centralt.

Min historie er blevet til en succeshistorie, og jeg er netop blevet fastansat efter et forløb hvor jeg, på 2,5 år er gået fra kontanthjælp til praktik (15 timer/uge) til løntilskud (24 timer/uge) til 2 midlertidige ansættelser (37 timer/uge) og nu fastansættelse det samme sted.

Jeg kan også invitere gæster nu, fordi mit hjem er blevet beboeligt, det havde jeg ikke magtet uden pårørende og venner.

Det kunne nu sagtens have været anderledes. Den største succes er nok at jeg stadig er her, ikke fordi jeg har haft selvmordstanker, men ganske enkelt fordi jeg i de psykotiske episoder, laver ting der er farlige for mig selv.

DR udsendelsen løfter også en flig af hvor individuelt lidelsen udspiller sig, og at det ikke er alle der kommer sig lige godt, endsige i det hele taget. Så min historie kan godt tjene til inspiration, men man skal ikke glemme, som Maj Vinberg siger i udsendelsen, at ca. 1/3 går det rigtig godt, 1/3 er det op og ned og 1/3 hvor sygdommen kan have et meget ondartet forløb.

Jeg kunne godt have tænkt mig at hørt endnu mere fra Overlæge Maj Vinberg, som jeg kender fra et forskningsprojekt, men alt i alt synes jeg udsendelsen kom godt omkring emnet.

Eksterne henvisninger

Vedr. Recovery-mentorer søges til bæltefrit afsnit 809 på Psykiatrisk Center Glostrup

Monday, July 11th, 2016

Ansøgning sendt til Psykiatrisk Center Glostrup 11. juli 2016

Nøglebrik

Saturday, June 6th, 2015

“Sorte Limfjordsmagier, klamme Hansi Hinterseer potpourrier og at favne en islandsk vulkan indtaget gennem franske house filtre!!!! puuuuurrrrrfect”

Jeg er det VÆRSTE menneske…

Tuesday, September 23rd, 2014

Se! Alle former er mit eget sind, og dette sind er Tomhed, er ufødt, er uden ophør.

Efter søndagens fodboldderby, #newfirm, mellem Brøndby IF og FC København florerede der et billede af en kvinde der blev ydmyget af såkaldte fodboldfans på Halmtorvet.

Det provokerede mig at der blev delt et billede af optrinnet, og jeg skrev dette på Fjæsingen:

Det VÆRSTE mennenske er det der tog billedet

Min udtalelse blev – naturligvis – ikke modtaget godt – det var VRØVL, og “fotografen” var da en helt der dokumenterede udåden til offentlig spot og spe…

Som bekendt er der INGEN der forstår mig, og det bebrejder jeg dem ikke, det gør jeg heller ikke selv.

Derfor vil jeg prøve at få jer til at forstå mig lidt, måske jeg også selv bliver lidt klogere på “mysteriet mig”.

Håndlangeren

I 1984 ville min bedste ven fejre at han var flyttet hjemmefra, det gjorde han ved at invitere til en housewarming. Jeg dukkede tidligt op for at lave mad sammen med min vens bror.

Pludselig hamrede det på døren og min ven lukkede op. Ind for to mænd og den ene begyndte at tæske løs på ham. Den anden holdt mig og vennens bror i skak i køkkenet.

Jeg var lamslået, handlingslammet, vi var to mod en. Det lykkedes broren at slippe væk og løbe ud af døren, han fik dog en knytnævnhilsen som salut.

Efter dette forlod de hurtigt lejligheden, de var klar over at der ikke ville gå lang tid før ordensmagten dukkede op. Ham der havde holdt vagt gik med en trussel om at vi ikke skulle melde det til politiet ellers ville de komme efter os.

Da de to mænd havde forladt lejligheden gik jeg rundt i en trance, min ven havde fået mange tæsk, og en pære var gået ud fordi en lampe havde fået nogle slag.

Jeg besluttede at gå ned og købe en pære, jeg vil tro at det var en slags post-traumatisk-stress reaktion, at man får behov for at foretage sig noget normalt og at komme væk.

Da jeg kom tilbage gik jeg i gang med at åbne de dåser med krabbe som vi skulle bruge til en salat, jeg åbende alle dåserne, selv om vi kun skulle bruge få af dem.

Politiet kom og vi blev taget med til stationen for at blive afhørt. Politiet havde fået fat i ungersvendene, der åbenbart også havde stillet en pose med haz på bagtrappen og de havde vist noget i retning af 5.000 kr. i kontanter, som blev konfiskeret.

Et hårdt slag for dem.

Grunden til at mændene havde overfaldet min ven var at han havde “open sourcet” sin lejlighed – den var kendt som punk-templet på Vesterbro – den ene af mændene havde været der sammen med en kæreste, der nu havde slået op – det måtte jo være min ven der havde nuppet hende lød hans logik.

I de dage der fulgte gik jeg rundt og kiggede mig over skulderen. “Kommer de mon efter mig?” Det var ekstremt ubehageligt, men det gik langsomt over.

Judaspenge

Ca. 9 måneder senere var der retssag i byretten, det var også ekstremt ubehageligt, for det første sad de anklagedes venner på tilhørerbænkene og jeg kunne forstå at de faktisk havde prøvet at spænde ben for min ven da han skulle afgive sin vidneerklæring.

Noget af det værste var i øvrigt at man efter man har afgivet sin vidneerklæring bliver kaldt til skranken for at modtage en symbolsk kompensation, det var i 1985 20 kr., jeg følte at jeg var Judas 🙁 – jeg fatter ikke at man skal kompenseret for at afgive vidneerklæring, specielt da det slet ikke dækker evt. tabt arbejdsfortjeneste og transport.

Jeg synes de fik en fornuftig dom, så vidt jeg husker var det 9 mdrs ubetinget fængsel. Ulovlig indtrængen er altid blevet straffet ret hårdt, og det var dejligt at se ordensmagten gøre et godt stykke arbejde, ikke just noget jeg var vant til at se som aktiv i punk-miljøet, men kriminalbetjente er af en noget anden støbning end uro-patruljen.

Potientiel drabsmand

Der gik en del år.

En aften havde jeg været i byen sammen med min ven, vi var på vej hjem gennem Vestergade, da der pludselig foregår et eller andet foran os, en mand råber og skriger og begynder at hamre løs på en gruppe.

Jeg råber efter ham at han skal stoppe, hvorefter han vender sig mod os, og specielt min ven, som han begynder at hamre løs på.

Det slog klik, situationen skulle ikke gentage sig, det næste jeg husker er at jeg sidder oven på ham og smadrer hans hovede mod fortorvet.

Folk der kender mig ved at jeg aldrig har haft særlig store kræfter, og manden var veltrænet og han var meget større end mig.

Jeg kunne have slået ham ihjel.

Heldigvis kom politiet, men underligt nok sagde vi til dem at de bare kunne køre videre, vi havde klaret situationen.

Manden havde STOR respekt for mig, nøj du var en sej kæmper! Og han forklarede at han hadede hip-hoppere og troede at vi også var det.

Han synes vi skulle dele en øl sammen bagefter. På vej til Andys kom vi til fornuft, og sneg os væk.

I dagene efter gjorde min krop ondt over det hele, adrenalinen havde givet mig superkræfter.

Jeg kunne have slået ham ihjel. UFATTELIGT!

ALLE kan blive drabsmænd hvis jeg, jordens fredeligste menneske, er i stand til det! Hvor meget er det egentlig uagtsomt manddrab giver?

§241. Den, som uagtsomt forvolder en andens død, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder eller under særligt skærpende omstændigheder med fængsel indtil 8 år. Er forholdet begået i forbindelse med spirituskørsel eller særlig hensynsløs kørsel, anses dette som en særlig skærpende omstændighed.

Jeg var jo nok sluppet med en bøde, og loven er blevet skærpet siden 80’erne, dog ikke så meget på dette felt tror jeg. Lidt havde jeg da drukket.

Fodboldtosserne

Nu hopper vi ca. 20 år frem i tiden til 2005.

Jeg var på vej ind til byen, det var en højhellig søndag. I S-toget er der fyldt med fodboldtilhængere, der har været DM i indendørsfodbold.

Jeg lagde mærke til at nogle af de såkaldte fodboldfans var ved at overfalde en S-togs revisor, så jeg forlod mit sæde, og stillede op ved siden af optrinnet, for at holde mig tæt på, i det tilfælde at de gik over stregen, og jeg måtte gribe ind.

S-togs revisorerne fik vist ro på gemytterne og fik folk ud på perronen.

Da de var på perronen tog jeg nogle billeder, i 2005 var det ikke normalt at man rendte rundt med et kamera, som det er i dag.

Da jeg så kom ind i kupeen var stemningen mod mig meget aggressiv.

“Stikkersvin!”

“Er du måske fra politiet”

“Skrid ud af kupeen”

“Vi holder godt nok med FCK, men hvis vi møder dig på gaden så er FCKere og BIFere enige om at smadre dig”

Jeg rejste mig og gik!

“Ja, skrid stikkersvin!”

Da jeg var kommet to kupeer væk, tænkte jeg. NEJ! Og gik tilbage og satte mig i kupeen, der var fyldt med fodboldtilhængere af forskellig observans, der var enige om at jeg var et svin.

Jeg satte mig lige overfor den mest agressive, en mand på min egen alder, der havde sin søn på ca. 10 år med. De havde en FCK fane.

“Stikkersvin!”

“Er du måske fra politiet?”

Jeg sagde at det var min pligt at gribe ind.

“STIKKERSVIN! DET ER IKKE DIN OPGAVE!”

Jeg gjorde nu det at jeg satte mig ved siden af en af de mest vrede, tog mit kamera op, og viste ham at jeg slettede billederne.

Jeg blev siddende i kupeen, der vist havde indeholdt 25% “almindelige” mennesker der pænt sad og puttede sig.

Manden med fanen og sønnen blev ved med at svine mig til.

Da jeg stod af toget ringede jeg til politiet og hørte ikke mere.

Jeg er det VÆRSTE menneske…

Q: Hvorfor er det fedt at være “EN AF OS”-ambassadør?

Thursday, September 18th, 2014
EN AF OS

A:

Noget af det fedeste har været de fantastiske mennesker jeg har mødt, for at citere Mads Trier-Blom (@linedanseren), så udbyggede jeg mit netværk.

Her er et par “fødekæder”:

  • En af de frivillige->Bipolar-gruppe under Depressionsforeningen->Nære venner
  • En af de frivillige->En af de frivilliges mand->Virksomhedspraktik->Fantastiske kollegaer og optimisme

Men det fedeste er altså den tilbagefødning (the term formerly know as feedback) man får bagefter og mens man holder oplæg.

Her er nogle konkrete eksempler:

  1. “Hvor er jeg glad for at du står frem, fordi så “slipper” jeg”
  2. Alle de arrangementer man har været med til
  3. En helt ekstrem udfordring som til Folkemødet hvor jeg pludselig var panel-deltager i to paneler

CHARME, SELVTILLID OG LÆKKERT HÅR (AKA. SELVVÆRD) og NETVÆRK!

New high-score

Monday, September 15th, 2014
New high score

As far as I can see, this was my 40K, and I average just a little more than 19 Tweets/day.

The Full Monty


ps. Just for the record, I have wasted FAR more than 333 hours on Twitter on my 10 accounts.

Gør det jeg er bedst til

Sunday, September 14th, 2014
Gør det jeg er bedst til

<3

Og der var jo et Alternativ!

#måneBASEalphaSPASSER

#måneBASEalphaSPASSER

ps.

Space: 1999 is a British science-fiction television series that ran for two seasons and originally aired from 1975 to 1977. In the opening episode, set on 13 September 1999, nuclear waste stored on the Moon’s far side explodes, knocking the Moon out of orbit and sending it, as well as the 311 inhabitants of Moonbase Alpha, hurtling uncontrollably into space. The series was the last production by the partnership of Gerry and Sylvia Anderson and was the most expensive series produced for British television up to that time. The first season was co-produced by the British television ITC and the Italian television RAI, while the second season was produced solely by ITC.

Wikipedia contributors, “Space: 1999,” Wikipedia, The Free Encyclopedia, http://en.wikipedia.org/w/index.php?title=Space:_1999&oldid=622499510 (accessed September 14, 2014).

Breakaway

“Det er abstrakt”! #calling

Sunday, September 7th, 2014
#calling

#calling

Formningslæreren: “Hvad forestiller det?”
Kim 6 år: “Det er abstrakt!”

Jeg forstår godt at han hadede mig

Kast de @En_Af_Os håndtegn dér

Friday, May 23rd, 2014
Kast de @En_Af_Os håndtegn dér

Kast de @En_Af_Os håndtegn dér