Havet

Jeg stiller et åbent spørgsmål, får jeg et svar? Det er som jeg kontrollerer elementet, hvem er hun? Vandet stiger og falder omkring mig i den beskyttede verden grotten virker som, jeg er ellers helt alene, men jo længere jeg befinder mig i grotten jo mere mærker jeg tilstedeværet af alle mulige og umulige livsformer, jeg kan godt føle symbiose, jeg kan svømme, men er blot et panikanfald fra at blive en efterlivs-symbiose, morbiose hedder det måske? Underligt nok er der ingen søpindsvin, de fortrækker nok roligere steder end en grotte? Nu spørger jeg igen, samme svar som før, et svar der ikke giver det rigtige svar, det er jo nok sådan at jeg selv skal tolke det, bølgerne fortsætter deres talen i det uendelige, hvor længe har jeg siddet i grotten? Tiden er forsvundet i den meditative tilstand jeg befinder mig i – søpindsvin, det er jo et symbol, man forestiller sig at det er noget blødt, men det er det ikke, måske er det svaret jeg ønsker.