Categories
'i dag' (Danish) Blogs Bookmarks Education/Undervisning Frivillig arbejde Hackers Historier/Stories IT Guruer Kunst Livet Resources Undervisning Videnskab Wikipedia

Charlotte S. H. Jensen er gået bort

Charlotte gik bort den 26. juli 2019, i en alt for tidlig alder.

Jeg vil dele nogle små erindring jeg har om Charlotte.

I 2012 stod jeg akut og manglede nogle lokaler til et arrangement. Dagen efter jeg skrev, fik jeg dette svar.

Så skulle det være i orden klokken 16.00 i Guldbergsalen (det grønne rum, vi har været i før)
Jeg kommer susende fra et møde i Odense, så måske skal vi satse på sodavand og lakridskonfekt?

Sådan var Charlotte, hun satte alt i bevægelse for at hjælpe, i sandhed en ildsjæl der brændte for sit fag og hvordan man kunne anvende digitale værktøjer i formidling på alle mulige og umulige måder.

Jeg husker ikke præcis hvornår jeg mødte Charlotte første gang, det har været en gang før 2010, det har sandsynligvis været i forbindelse med en fotosafari på Nationalmuseet som var arrangeret af Wikimedia Danmark.

Hendes humør var smittende.

Jeg husker dog Charlotte tydeligst fra #HACK4DK hvor hun kom med utrolig mange spændende ideer, jeg husker f.eks. at vi kiggede på kjoler, og hvordan man kunne lave søgealgoritmer der kunne finde kjoler i bestemte farver.

På nethinden ser jeg nu hendes storsmilende ansigt, i det jeg genkalder mig dengang hun proklamerede “at 1700-tallet var det BEDSTE århundrede”. (Hmm…Nu bliver jeg i tvivl, var det det 17-århundrede hun sagde).

De sidste par år mødtes jeg mest med Charlotte i det nu lukkede STORM20, et fantastisk historisk makerspace, hvor Wikimedia Danmark en hel del gange afholdt #Wikiwednesday, det var et dejligt sted.

Charlotte var og forbliver en kæmpe inspiration. Tak Charlotte.